Moar! Fra Super-Mor til Monster-Mom
Når fastelavn nærmer sig, skifter jeg langsomt men sikkert karakter fra kærlig mor til Monster-Mom. For jeg HADER fastelavn. I min verden den værste ’højtid’ på hele året og en af de ting, jeg alene gør for børnenes skyld.
Jeg hader alle katalogerne med fastelavnskostumer, og at vi igen skal til at diskutere, hvorvidt det virkelig er nødvendigt at købe endnu et nyt kostume, når vi allerede har to kister fyldt med diverse udklædning. Hader at jeg igen køber en rigtig dårlig, syntetisk Batman eller skal presses til at sætte mig ved symaskinen rigtig Super-mor-agtigt og kreere noget helt unikt. Og når den sidste frynsekant er sat på få at vide, at ’Sådan ser en RIGTIG cowboy altså ikke ud, Mor!’ Fastelavn er bare ikke sjovt for voksne.
Det er ikke sjovt at traske rundt i hele nabolaget i bidende vinterkulde, fordi børnene vil ud at rasle, og jeg slår øjnene ned, hver gang døren går op, fordi jeg føler mig som en anden tigger, mens de får slik og 5’ere.
Det er heller ikke sjovt at skulle til fastelavnsfest, og ungerne meget indigneret spørger: ’Hvorfor skal DU ikke klædes ud, Mor?’, og ALLE andre forældre står med paryk og hat og ser ud som om, de rent faktisk hygger sig med hele arrangementet.
Værst er nok mandag morgen, hvor hele flokken skal af sted iført udklædning, og den yngste fem minutter efter ’tage-afsted-tid’ alligevel ikke vil være kanin, så vi må ned i bunden af kassen for at finde en gammel, krøllet Pippi, vi kan genbruge, hvorefter hun stikker i et hyl af rædsel ved ankomst til børnehaven over alle de mærkelige væsener, der har overtaget. Eller mandag eftermiddag hvor alt er kaos, fordi ’Tobias har taget mit Ninja-sværd, Mor…’ og Spidermans hoved er blevet væk.
Men for to år siden var fastelavn alligevel ’lidt’ sjovt. I ren frustration over at have klapret tænder alt for længe KNALDEDE jeg til træ-tønden i min brors carport og bunden faldt ud. Og i 30 sekunder kunne jeg iføre mig den lille gyldne krone (blev hurtigt nødt til at give den til et af børnene, der ikke havde vundet noget…) oven på den knaldrøde djævle-paryk, som de havde ’tvunget’ mig til at tage på. Men i 30 sekunder var den MIN. I 30 sekunder var jeg ikke længere Monster-Mom men Kattedronning! For første gang i mit liv.
